Vildmænd på Naturama

De fleste har hørt om Vildmændene i Svendborg. Men har du også hørt om Vildmandsforeningens samarbejde med Naturama? Sådan bliver du Vildmand og ambassadør for Naturama.

I mere end 6 år har mænd med forskellige livskriser kunnet komme på vildmandskursus i Svendborg. Projekt Vildmand, som startede tilbage i 2017 i et samarbejde mellem Svendborg Kommune og Naturama med Simon Høegmark i spidsen, var et rehabiliteringstilbud, der skulle foregå i naturen. Et tilbud til mænd, der gerne vil tilbage til hverdagen efter en langtidssygemelding som følge af en livskrise med diagnoser som stress, angst, depression, kræft, hjerte-kar-sygdom, smerte, overvægt eller diabetes. Projektets vildmandskurser var og er fortsat en stor succes. Efter kurset kan deltagerne blive en del af Vildmandsforeningen. Ideen med foreningen er at fastholde deltagerne i en positiv proces og at indgå i et fællesskab med positive relationer og støtte.

 

Naturama har fra starten hjulpet Vildmændene og samarbejdet fortsætter i dag med Vildmandsforeningen. Vildmændene er vores ambassadører og uundværlige frivillige til vores mange udstillinger, projekter m.m. Vildmændene hjælper til med stort og småt: Alt fra at male vores udstillinger til at uddele foldere og plakater. Hos Naturama er vi meget glade for Vildmændene, og vi ser frem til mange års fortsat venskab og samarbejde med de gæve Vildmænd.

Hvordan bliver man Vildmand?

 

Vildmandsforeningen tilbyder Vildmandskurset, som strækker sig over 9 uger med 1 mødedag om ugen á 3 timer. Kurset er bygget op om naturoplevelser og samvær i Svendborg-områdets natur. Det handler om at få gang i kroppen, få mere styrke og energi, og bruge ”naturen som helbreder”.  Kurset er blevet en del af et ph.d.-projekt og bygger på 4 søjler:

  1. Natur og naturvejledning
  2. Opmærksomhedstræning
  3. Kropsbevished
  4. Fællesskab og bålterapi

 

Har du lyst til at vide mere om Vildmandskurset eller om Vildmandsforeningen, kan du læse mere på www.vildmandsforeningen.dk eller på https://www.facebook.com/Vildm%C3%A6nd-1618612298368451/

 

På billedet er det Claus Krossteig og Søren Sørensen fra Vildmandsforeningen

 

Mads Dirckinck-Holmfeld
Tidligere Kommunikationsleder F&B/Naturama
Tidligere Kommunikations- og markedsføringsansvarlig, F&B/Naturama