Rensdyr
Rangifer tarandus
Rensdyret er Nordkalottens svar på kronhjorten
Køer med gevir – Rensdyret er eneste hjorteart, hvor hunnerne bærer gevir. Rensdyr inddeles i flere underarter, hver med deres specielle tilpasninger til netop deres udbredelsesområde. Pelsens dækhår er luftfyldte og velisolerende og dækker over en varm underuld. Farven varierer alt efter underart, køn, og sæson. De mørkeste (og største) finder man i de sydligste områder, mens de meget lyse (og mindste) ses i højarktis. De har dog alle en lysere bug og hals. Klovene er brede med masser af hår, der både isolerer og giver et godt fodfæste på snedækket grund.
Høj og lav – Det lavarktiske rensdyr og de rensdyr, har tilpasset sig fysiologisk til arktiske forhold på forskellige måder. Den lavarktiske er højbenede tilpasset de lange vandringer mellem sommer og vinterområder og opbygger fedtdepoter på bag- og skulderpartiet, hvorimod de højarktiske rensdyr, der ikke foretager så lange sæsonvandringer, er lavbenede og har en mere jævn fordeling af fedtet for derigennem at drage nytte af den isolerende virkning.
Levested – Rensdyret lever på den arktiske tundra og trækker i Alaska og Canada om vinteren sydpå til det subarktiske skovbælte på grænsen mellem Canada og USA.
Levevis – Rensdyrene foretager sæsonvandringer, på linie med gnuerne i Afrika. I Canada kan de være mere end 2.500km lange hver vej. Vandringerne foregår mellem overvintringsområderne i syd, hvor også parringen foregår, og kælvningsområderne i nord. Rensdyret svømmer godt og kan krydse åbent vand på op til 2,5km bredde mellem arktiske øer. Rensdyr er flokdyr og kan i sommerperioden samles i flokke på mere end 10.000 dyr i yngleområderne. Rensdyrene har en veludviklet lugtesans, der let kan lokalisere føde under sneen og over lange afstande, hvilket kan drive dem langt ud på isdækket hav, hvis vinden bærer duft af lav med sig.
Udbredelse – Rensdyret har en cirkumpolar udbredelse langs de nordligste kyststrækninger i verdenen og sydpå til grænsen mellem Canada og USA, hvilket svarer til Lyon og Venedi i henholdsvis Frankrig og Italien.
Ynglebiologi – Parringstiden er typisk i oktober. Fosterudviklingen starter med det samme og varer ca. 228 dage. Der fødes 1-2 kalve, oftest én i maj eller juni.. Tyrene kæmper om køerne, og får ikke taget meget føde til sig i den hektiske tid. En dominerende tyr kan holde et harem på 5-15 køer. Brunsttiden tager hårdt på tyrene, der ofte går vinteren i møde udmattede og måske sårede efter de rivaliserende kampe. Tyre bliver lever typisk kortere end 10 år, og i gennemsnit 4,5 år i vild natur. Kalvene er eftertragtet bytte for bjørne, ulve, jærv, los, og ræve i de første uger.
Føde – Rensdyret er planteæder, med et varieret spisekort om sommeren, hvor den æder kæruld, urter, blade af pil og birk samt svampe. Lav udgør en vigtig føde om vinteren.
Viste du
Rensdyrene har været en af nøglerarterne for de tidlige eskimoers succesfulde vandringer mod nyt og ukendt land.
| Planteæder | Han og hun |
| Vægt | 55-318kg |
| Kropslængde | 150-230cm |
| Halelængde | 7-21cm |
| Drægtighedsperiode | 228 dage |
| Diegivning | 45 dage |
| Unger | 1-2 hvert år |
| Fødselsvægt | 3-12kg |
| Kønsmoden | 1,5-2,5 år |
| Alder | Op til 15 år, 4,5 år i gennemsnit |
| Føde | Græs, urter, plade, lav, skud, svampe |
| Fjender | Ulv, isbjørn, jærv |
Fugle ved sø og åMandag d. 8. juni 2020
Skovens fugleSøndag d. 31. maj 2020
Fugle ved sø og åLørdag d. 30. maj 2020
