Sejhvalen

Sejhvalen er Naturamas største genstand med sine 16 meter. Imponerende og storslået står skelettet af den store hval i dag som et naturligt midtpunkt i museets store udstillingsrum.

Tåsinge havde aldrig oplevet noget lignende. Det lignede en folkevandring. Færgetrafikken til øen brød sammen. Søndag den 23. maj 1955 invaderede mere end 10.000 mennesker øen i Svendborg Sund. De ville se den sensation, der lå i strandkanten ved Troense: en kæmpehval.

Sejhvalen var faret vild i Svendborg Sund. Meget tydede på, at den var dødeligt syg og afkræftet. Militæret blev tilkaldt fra Odense for at skyde den 20 tons tunge hval.

Selv i afpillet tilstand vejer Naturamas sejhval 2 ton. Så da skelettet skulle flyttes fra det gamle museum ind i den nye bygning, krævede det 18 mand, fem trucks og et par kasser øl til at slukke den værste tørst hos det svedige flyttemandskab. Operationen lykkedes, hvilket man selv kan forvisse sig om ved at besøge Naturama.