OpslagTirsdag d. 24. september 2024
Første skridt i et unikt samarbejde om naturgenopretning tages, når LIFE Ring-holder kick-off-arrangement på det naturhistoriske museum Naturama d. 4. februar 2025
Projektet LIFE Ring samler de 10 kommuner i den fynske region, Naturstyrelsen, Styrelsen for Grøn Arealomlægning & Vandmiljø, Amphi Consult, Skovskolen, Fyns Laksefisk og Naturama i en fælles indsats for at styrke biodiversiteten samt beskytte og genoprette truede arter og naturtyper.
Med et samlet budget på 119 mio. kroner vil projektet genoprette over 1.000 hektar eksisterende natur og etablere 300 hektar ny natur. Projektet er støttet af EU’s ”Nature and Biodiversity”-pulje med 80 mio. kroner, mens de resterende midler kommer fra de deltagende partnere og Aage V. Jensen Fonden bidrager med yderligere 4 mio. kroner.
Til kick-off-arrangementet skal alle de involverede parter nu mødes for første gang, koordinere indsatsen og få et fælles fodslag for projektet, som løber frem til 2033.
Konkrete tiltag for truede arter og naturtyper
Projektets mål inkluderer blandt andet, at der skal forbedres levevilkår for 16 truede arter som fx klokkefrø, tykskallet malermusling og vibe. Der skal genoprettes 43 km vandløb samt en forbedring af 17 naturtyper fx strandenge, overdrev, moser, kildevæld og søer. Der skal ligeledes udarbejdes en fynsk biodiversitetsstrategi, der binder naturen sammen.
Naturen er som udgangspunkt ligeglad med administrative kommunegrænser. Derfor er en af hovedpointerne i projektet at anskue Fyn som en stor fælles natur, og at et strategisk fynsk samarbejde på tværs af kommunegrænser med involvering af alle kommuner er nødvendigt for at standse tilbagegangen i biodiversiteten på Fyn.
Naturama vil stå for formidling af dele af projektet gennem aktiviteter og oplevelser, der vil vi hjælpe med at øge forståelsen for biodiversitetens betydning for en sund sammenhængskraft i naturen.
Direktør for Naturama, Heiko Buch-Illing udtaler:
”Vi er utrolig glade for at kunne medvirke til dette ambitiøse projekt. Det er afgørende, at alle fynske kommuner er med til at skabe bedre rammer for truede arter og naturtyper i en fælles og velkoordineret indsats, som ovenikøbet stiler efter at udvikle en fynsk biodiversitetsstrategi.”
”Vi glæder os til at kunne bidrage med spændende aktiviteter og oplevelser”, siger han
Næste skridt
Efter arrangementet begynder arbejdet med at lave aftaler med lodsejere og ansøge relevante myndigheder. De første konkrete naturgenopretningsprojekter forventes at begynde senere på året.
Relevante kontakter:
- Kristina Jensen, projektleder for LIFE Ring Faaborg-Midtfyn Kommune,
tlf. 7253 2754, mail: krje1@fmk.dk - Thomas Bjørneboe Berg, seniorforsker i biologi og biodiversitet på Naturama,
tlf. 2488 6285, mail: Thomas@naturama.dk - Victoria Touveneau, presse og kommunikation på Naturama,
tlf. 2422 6639, mail: Victoria@naturama.dk