Årets Pressefoto 2. maj – 28. maj 2022 – Hele dagen!

2-28. maj 2022
Sigrid Nygaard fra Dagbladet Information har taget Årets Pressefoto 2021. Hele udstillingen kan ses på Naturama 2. maj - 28. maj 2022.

ÅRETS PRESSEFOTO

Vinder: Sigrid Nygaard, Dagbladet Information

I år var dommerne nede på fem mulige kandidater til Årets Pressefoto, som de diskuterede grundigt, inden de gik ned på tre og til sidst var meget enige om vinderen. Billedet af de to fædre i sengen med deres baby imellem sig var et, de alle huskede efter at have set det første gang. Det er, med deres ord, fotojournalistik, når det er finest. Det viser både det levede liv, det har sit eget liv, og er et billede, man kan diskutere nu og i lang tid. Alle vil have deres egen grund til at stoppe op og betragte det, og alle vil kunne tilgå det og skabe deres egen fortolkning – uanset hvilken baggrund og holdning de har til billedet og emnet. Det råber ikke i sin form, men siger meget og vil os meget i sin ualmindelige almindelighed, og derfor er det både forventeligt og overraskende på samme tid. For det er privat og intimt, men også debatskabende og fortæller om sin samtid, og så er det ikke mindst fyldt med den kærlighed, som flyder i en cirkel gennem berøringerne. Dermed rummer det både det tætte rum, kærligheden og overraskelsen i det manglende element: fødselsmoderen. Denne drejning fanger vores opmærksomhed, for vi kender scenen fra vores egen hverdag, men her er der så en yderligere historie. Og det er virkelig dejligt, at det føles så almindeligt.

Køb billet