Den Store Nøddejagt

Kan en lille hasselmus være med til at fortælle den store historie om klimaforandringer og biodiversitetskrise? Nyt forskningsprojekt på Syddansk Universitet og Naturama vil bruge hasselmusen som ambassadørart.

Hasselmusen som klimaambassadør

Kan en lille hasselmus være med til at fortælle den store historie om klimaforandringer og biodiversitetskrise? Nyt forskningsprojekt på Syddansk Universitet og Naturama vil bruge hasselmusen som ambassadørart og undersøge, hvordan vi kan øge borgernes forståelse af klimaforandringernes indvirkning på biodiversitet og økosystemer og engagere dem i naturbevarelse

 

Hasselmusen er, trods navnet, slet ikke en mus, men Danmarks eneste syvsover. Desværre står den overfor udfordringer som klimaforandringer og ødelæggelse af dens levesteder, hvilket har gjort den truet i Danmark. Derfor har hasselmusen brug for vores hjælp til at beskytte sit hjem.

Bliv hasselmusambassadør

En vigtig del af forskningen er at finde ud af, hvor hasselmusen lever. Det kan dog være en stor udfordring at spotte en hasselmus i skoven, da det er en meget sky og nataktiv art. Men der er flere tegn, som afslører hasselmusens tilstedeværelse, såsom spiste nødder i skovbunden og reder i buskadset. Vi har derfor brug for din hjælp, til at finde ud af hvor hasselmusen bor.

Du kan blive hasselmusambassadør på tre forskellige måder:

  1. Nøddejagt:

Gå på jagt efter faldne hasselnødder og agern i skoven. Hasselmusen rydder ikke op efter sig selv. Man kan derfor være heldig at finde nødder i skovbunden, der er blevet spist af en hasselmus. Finder du en nød med bidemærker, huller eller andre åbninger på din tur i skoven, så tag dem med hjem og find ud af om det er hasselmusen der har været på spil.

  1. Find en rede:

Hasselmusen bygger en meget speciel rede af græs og blade, som den bruger om sommeren. Hvis man er så heldig at spotte sådan en rede når man er ude at gå tur, er det vigtigt at man ikke piller ved den, da det kan forstyrre hasselmusen. Man kan i stedet tage fotos af reden og fortælle forskerne hvor den er fundet.

  1. Få hasselmusen på besøg:

Byg og installer et hasselmushotel i baghaven! Har du en skov/vildthegn på din grund, hvor du mistænker at der kan gemme sig en hasselmus? Så byg den en fin redekasse som den kan bruge i løbet af sommeren. Lad kassen hænge i sommeren og efteråret, og undersøg i løbet af vinteren om du har haft besøg af hasselmusen.

Alle disse aktiviteter kan bidrage med vigtig information til forskningen om hasselmusens udbredelse, og hjælpe med at sætte hasselmusen på landkortet.

Sådan hjælper du hasselmusen

Projektet løber af stablen til august 2024, hvor de første nødder vil være til at finde over efteråret. Hasselmusens sommerrede kan ses året rundt, men er nemmere at spotte når bladende falder af træerne. Redekasserne kan installeres året rundt, men det er vigtigt at de først tjekkes den efterfølgende vinter.

Vi ved at hasselmusen lever på Sydfyn, Midt- og Sydsjælland.  Dog ved vi ikke meget om hasselmusens udbredelse udenfor disse områder, og vil derfor gerne have undersøgt flere steder. Det vides at hasselmusen tidligere har været til stede i Sydøstjylland og på Langeland, men der er ikke blevet gjort nogen nylige fund. Derfor modtager vi gerne fund fra hele landet, for at få det bedste billede af hasselmusens udbredelse som muligt.

Du kan læse mere om hvordan du bliver hasselmusambassadør via nedenstående vejledninger:

Nøddejagt

Rede spotting

Hasselmushotel

Indlevering af nødder

Hvis du har indsamlet nødder, som du mistænker at have været gnavet i af en hasselmus, kan du indlevere dem ved en af vores nøddestationer :

Sjælland:

  • Dybsø Naturskole – Dybsøvej 66, 4700 Næstved
  • Kongskilde Naturcenter – Skælskørvej 29, 4180 Sorø
  • Køge Naturskole – Åshøjvej 35, 4600 Køge
  • Svenstrup Naturskole – Ryeskovvej 1b, 4140 Borup
  • Tadre Mølle – Tadre Møllevej 23, 4330 Hvalsø

Fyn:

  • Naturama – Dronningemaen 30, 5700 Svendborg
  • Naturdestination Skovsgaard – Kågårdsvej 10, 5900 Rudkøbing
  • Svanninge Bjerge Parkering – Reventlowsvej 93, 5600 Faaborg
  • Terrariet Vissenbjerg – Kirkehelle 5, 5492 Vissenbjerg
  • Odense Zoo (mod Fruens Bøge) – Søndre Blvd. 320, 5000 Odense C

Jylland:

  • Kelstrup Naturskole – Stokkebrovej 1b, 6340 Kruså
  • Løgumkloster Højskole – Brorsonsvej 2, 6240 Løgumkloster
  • Naturcenter Ulvedal – Lovbyvej 22, 8700 Horsens
  • Naturskolen Perlen – Christian 4 Vej 71, 6000 Kolding
  • Skovlyst Naturskole – Årup Skovvej 25, 6200 Aabenraa

Hvis du ikke har mulighed for at aflevere nødderne ved en af stationerne, kan du indsende dem til Naturama, Dronningemaen 30, 5700 Svendborg.

Ved at deltage i projektet hjælper du med at kortlægge hasselmusens udbredelse og støtter forskningen, der kan bidrage til bedre bevaringsstrategier.

Om forskningsprojektet

Dette projekt er et samarbejde mellem SDU og Naturama, som vil skabe opmærksomhed om klimaforandringer og biodiversitet ved hjælp af hasselmusen (Muscardinus avellanarius) som ambassadørart. Hasselmusen er den eneste syvsover vi har i Danmark, og den danske bestand er truet på grund af landskabsfragmentering, intensivt skovbrug og klimaforandringer. Men hasselmusen er en indikatorart for de danske skove og spiller derfor en vigtig rolle i forståelsen af økosystemets funktionalitet. Det er derfor vigtigt at udvikle forvaltnings- og bevaringsplaner for at sikre artens fremtid.

Da hasselmusens nuttede udseende og uskyldige natur, gør at den er en vellidt art, er det en oplagt ambassadørart for at øge befolkningens interesse og engagement i naturbevarelse. Projektet undersøger derfor hvordan hasselmusen og forskningen af dens sårbare status i Danmark kan øge borgernes forståelse af de aktuelle klimaforandringsdrevne effekter på biodiversitet og økosystemfunktionalitet.

Hvem står bag projektet

Projektet er en del af et tværfagligt ph.d.-projekt, mellem Naturama, biologisk institut på SDU i Odense og institut for didaktik, design og digitalisering på SDU i Kolding, der udføres af ph.d.-studerende, Zenia Henriksdottir Hansen. Zenia er uddannet biolog fra SDU, hvor hun har specialiseret sig indenfor adfærdsbiologi og populationsøkologi. Hun har tidligere arbejdet med adfærdsmønstre hos danske mellemstore rovdyr, men forsker nu i hasselmusen og dens rolle som klimaambassadør.

Kontakt

Mail: zenia@biology.sdu.dk

Tlf.: +4565507149