Lejrskoleportalen

vignet detsydfynskeVi er en del af lejrskoleportalen.dk
Naturama er en del af Lejrskoleportalen.dk. Lejrskoleportalen.dk er din indgang til Det Sydfynske Øhav – og til en unik verden af læring, oplevelser og skræddersyede aktiviteter. Vi har samlet alt det, du skal bruge, på ét sted, så du nemt og hurtigt kan få overblik. Du kan f.eks. selv sammensætte det perfekte lejrskoleophold ud fra dine ønsker til aktiviteter, fagkombinationer og klassetrin. Eller du kan vælge frit blandt de mange spændende og fagligt nøje tilrettelagte lejrskolepakker.

Det Sydfynske Øhav – Lejrskolelivet starter her

Det Sydfynske Øhav er en af Danmarks mest populære lejrskoledestinationer. Det er ikke tilfældigt, for områdets enestående natur- og kulturarv byder sammen med 55 øer, småøer og holme, på en verden af læring, oplevelser og skræddersyede aktiviteter for elever på alle klassetrin.

Øhavet og dets mange øer blev skabt af den sidste istid for 17.000 år siden. I dag er Det Sydfynske Øhav kendetegnet af et særdeles mangfoldigt plante- og dyreliv med masser af sjældne planter og ynglesteder. Den rige natur betyder samtidig, at Det Sydfynske Øhav har været beboet i årtusinder – fra de første stenalderbopladser over middelalderens feudalsamfund og renæssancens godser og herregårde til et førende søfartsområde og spirende industrisamfund i 1800-tallet.

Det Sydfynske Øhav er derfor et levende laboratorium, der giver rig mulighed for at kombinere fag som f.eks. biologi, natur/teknik, samfundsfag, historie, dansk og idræt med kreative fag som håndværk og design, billedkunst, drama og madkundskab.

Det er således helt op til dig og din klasse, om lejrskoleopholdet skal byde på historie-safari med besøg på kirkegård, dagligdag i fattiggården, sværdkamp og ægte taffel – eller om I skal helt tæt på naturen og spise grøftekanten, undersøge liv i lorten, dissekere døde dyr og gå på jagt med fiskenet – eller om der skal være masser af fart og aktivitet med sejlads, dykning, kajakroning og fysiske udfordringer – eller om der skal spilles teater, sys kostumer, forfattes og lægges make up – eller måske noget helt femte.