Levende dyr - rød skovmyre

skovmyreLevende myrer på Naturama? Jo, den er god nok! I insektsalen på Naturama kan du opleve en levende myretue med i hundredvis af levende, arbejdende myrer. Myretuen på Naturama er beboet af den røde skovmyre – også kaldet tissemyren. Som noget helt specielt kan du opleve livet inde i myretuen, idet Naturama’s myretue er ”skåret over”, så man ser tuen i et tværsnit. Det er meget fascinerende at kunne kigge ind i tuen, og således opleve et myresamfund live.

 

Den røde skovmyre er kendt for sine mægtige myretuer, som kan opnå imponerende størrelser. Der er fundet kæmpetuer med en diameter på 18 meter og en højde på 1,8 meter. Dertil kommer at et myrebo kan strække sig 2 meter ned i jorden. Normalt er myretuen opbygget omkring en mør træstub, som for længst er forsvundet under bunker af grannåle og smågrene. Inde i tuen er der en ret konstant temperatur på omkring 28 grader, hvilket giver myreæg og –larver de bedste forhold for at udvikle sig. Om vinteren opretholdes en temperatur på 23 grader i midten af tuen. Hvis det er meget varmt, åbnes der mange huller ind i boet, så der bliver luftet ud. Nåle og grene på tuen arrangeres efter vejret; hvis det regner lægges nålene som stråene i et stråtag, så der trænger mindst muligt vand ind i boet.

Besøg Naturama og få en oplevelse, der godt kan give lidt myrekryb!