Ekspedition Vestsahara - et rigtigt måltid

- og en masse skopioner!

Vi vågnede til bølgeslag og fuglesang – og trafikstøj fra den nærliggende vej, men den var/er det nu ret nemt at abstrahere fra. Efter morgenkaffe og havregrød delte vi os op, så den ene gruppe gik op i de skrånende marker og blomsterenge omgivet af stendiger, og hvor der ud over stendigerne var fyldt med klippestykker; alt i alt burde det være et slaraffenland for firben og slanger. Men vejret var ikke med os: for første gang siden vi kom til Marokko, var det overskyet, så der var ingen firben og slanger. Men vi fandt en masse andre dyr: diverse edderkopper, bænkebidere, forskellige slags skorpioner, Sankt Hans orm, forskellige firben (blandt andet fringe-fingered lizard), gekko (lizard-fingered gekko) store skolopendre, sorte skolopendre, tusindben, diverse biller og billelarver, pubberøvere, spindelarver og snegle.

Mens vi var deroppe, gik den anden gruppe længere ned mod stranden. De fandt søanemoner og ulk.

Vi mødtes hjemme i lejren, og efter en pause gik vi gennem buskene ved stranden ind mod byen. Nu kom solen frem, og i løbet af ingen tid steg temperaturen voldsomt. Desværre fandt vi kun et enkelt firben ved buskene, men vi spiste en meget overdådig, sen frokost på en restaurant, hvor maden var rigtig lækker. Vi bestilte lidt forskelligt for at smage det, så der var taginer med grønsager og lidt kød, grillede fisk og grillede spyd (bortset fra, at det ikke blev serveret som spyd, men anrettet på tallerkener med grønsager og løg til). Dertil pommesfrites, tomatsalat og brød. Det smagte virkelig godt, og der var enormt meget mad – så vi var lidt spændte på prisen… frygtede det værste og håbede det bedste. Og så endte vi på sølle 255 diram i alt, svarende til lidt over 200 kr!

Vi var så mætte, at vi dårligt kunne gå, men vi gik alligevel gennem buskadset igen på tilbagevejen – og her så Emil en stor øglesnog. Desværre nåede den at flygte ned i sit hul, så vi fik ikke fanget den. Derudover så vi sølvhejre, blådrossel og sørgestenpigger.

Vi gik op i markerne/bakkerne igen, i håbet om at vi ville have større held med slanger og firben nu, hvor solen var kommet frem. Det havde vi desværre ikke, men vi fandt igen flere store skorpioner og en stor jagtedderkop

Bagefter gik Emil og jeg en tur ned til vandet i håb om at finde eksempelvis sandsnog. Det fandt vi ikke, men vi hjalp nogle æsler, der var blevet viklet helt ind i deres tøjrreb (det er meget almindeligt her i Marokko, at man binder æsler eller får og bare lader dem stå, til man har brug for dem igen). Jeg var ude og dyppe tæerne i havet – det bør man jo næsten, når nu man er her. Men bølgerne er alt for store til at nogen af os tør bade, og det er oven i købet stille vejr. Jeg gad nok se havet i blæsevejr!

Efter den store frokost har aftensmaden bare bestået af brød (de sædvanlige flade, hvide brød) med pålæg og dertil chokoladekiks og mandariner. Sidstnævnte får man nærmest smidt i nakken hernede, og de er rigtig gode.

Nu står den på lejrbål, vandpibe med æbletobak og metal-musik varieret med techno. Det er ren nostalgi.

I morgen tidlig pakker vi lejren sammen og kører mod nordøst – vi har et kryds på kortet ved et område ca 1,5 time nordøst for Casablanca. Præcis hvor vi havner, ved vi ikke; det kommer an på, hvordan der ser ud, når vi kommer deropad.