Ekspedition Vestshara - Azrou, Aguelmane, Midlet og Errachidia

Over Atlasbjergene.

Både her i Fez og i Chefchaouen kan man tydeligt høre, når der kaldes til bøn. i Chefchaouen troede vi først, der var tale om biler eller knallerter, der gassede voldsomt op, for sådan lød det – inklusive gearskift og det hele. Men det viste sig altså at være højttaler/megafon udgaven af deres hellige kalden/sang – og når man så kunne høre det fra flere tårne på en gang, lød det som et racerløb. Her i Fez er jeg taknemmelig for, at vi ligger lidt uden for byen, ellers havde det været meget højt, da de startede kl 5 i morges…

I Aftes slog vi ikke markisen ud eller fandt bord og stole frem; der blev bare tilberedt en pastaret, og så gik alle i seng. Så der er knap så meget oprydning her til morgen. Til gengæld har havregrøden brændt sig fast i gryden, så Eik kæmper en sej kamp med opvasken.

Det forreste telt bør rykkes 10 cm, for det er svært at komme til at lyne presenningerne på plads, når teltene pakkes væk. Der snakkes også om, at det kunne være smart, hvis man kunne spænde ekstra dunke med vand og brændstof fast uden på bilen inden turen går ind i ørkenen – vi overvejer lige hvordan det ville kunne lade sig gøre.

Dagens rute: Azrou, Aguelmane, Midlet, Errachidia.

Noter fra turen: Tæt ved Ifrane: Stop ved fosfor stenørken: to firben, edderkopper – ikke rigtigt andet, men et super fint sted. En lille kilometer derfra: to haleløse makakaber.

Det kunne ligne en nationalpark, og det viser sig at der er tale om et sted, hvor der er sne om vinteren – der er fyge-hegn, en cafe og skilte mod ski-steder.

Hist og her i landskabet er der plastikbarakker, hvor der bor nomader. Vi kan nu se Atlasbjergene med sne på.

Kører gennem en by: Timahdite. Storkereder på tage og skorstene. en form for college – i hvert fald en pæn og smilende by.

Vi passerer et vådområde med rustænder.

Vi gør kort holdt ved et kæmpe lærketræ, hvor Jonathan samler nogle frøer.

Opdyrkede marker: der dyrkes på samme måde som i Danmark under bronzealderen: en plov trækkes af dyr og korn eller frø kastes ud fra en pose, der hænger på maven.

Først havde vi kurs direkte mod Atlasbjergene, men nu kører vi med langstrakte sletter på venstre hånd, Atlasbjergene på højre.

Vi kører igennem Midelt, der er ret stor og med velholdte bygninger (i forhold til så mange andre steder, vi har set). Stopper ved et stort supermarked (det største vi endnu har set i Marokko) og handler lidt, blandt andet en masse vand. Men der var ikke noget brød, så det må vi undvære eller finde senere. De pæneste og reneste toiletter på hele turen – oven i købet med toiletpapir og sæbe!

Kl 14.42: vores første dromedar. Vi har kørt igennem en form for lavland i Atlasbjergene (pt kun 1200 m) så vi kom aldrig op at køre, hvor der lå meget sne – driver i skyggerne, men ikke tæt snedække.

Holdt ved Ouet Tasmalt: fårekyllinger, bindende edderkop, larver.

Vi er nu over Atlasbjergene og nede i lavlandet bag. Emil havde forventet sandørken, men området er mere stenet slette. Vejene har hele dagen været fine, men nu er det nærmest en bred boulevard. Alt tyder på at vi kommer til en rig by (vi er nået Errachidia). Folk er smilende, gader og huse pæne. Men der er store kontraster; på vej ud af byen passerer vi et stort muromkranset område, der tydeligvis er den gamle, meget fattige det af byen. Vi er nået dagens mål og kører nu efter en campingplads et godt stykke uden for byen. Hvis der er noget at se, er planen at blive der et par dage.

Campingpladsen er rigtig fin – campingfatter er en pudsig rastafari mand, der er super venlig og smilende. Prisen er vanvittig lav – til gengæld skal man passe på ikke at blive taget ved næsen i andre sammenhænge. Vi er allerede blevet påduttet små to kilo dadler til overpris, som vi ikke kunne være bekendt andet end at købe, fordi vi havde taget imod en smagsprøve….Manden er kommet med tæpper til at lægge foran vognen, han vil komme med the og i morgen med brød – nu må vi så se, hvor meget han lægger oven i prisen for det… Vi har valgt at sætte sider på markisen i dag, så det bliver til en fortelt – både af hensyn til varme og myg, og af hensyn til nysgerrige blikke.

Nu sidder turens mænd og ryger vandpibe i flagermuselygtens skær, mens suppen simrer over gasblusset. Ren hygge